Lekum

Lekum var en sentral plass i bygda. Plassen huset på 1700 og 1800 tallet personer som var i det øvre sosiale lag i Norge, og den var også et oppmarsj område for soldater. De voktet på invasjon fra svenskene. Her er samlet et knippe løsrevne historier om stedet. Gårdshistorien finnes dokumentert mange andre steder. Personene her hadde også sosial omgang med sine slektninger på Lindhol. 

Første målte skihopp
Olaf Rye (1791-1849) hoppet 9.5 meter på ski i Eidsberg i 1808, verdens første registrerte hopplengde. Han var født i Bø i Telemark, men lå stasjonert ved Eidsberg kirke under krigen med svenskene i 1808-1810. Kirkejordet på Lekum, nord for Telthuset ble brukt som samlingsplass for de militære i gammel tid. Og det var trolig her Olaf Rye lå med sitt Telemark regiment i krigsårene. På nabogården Foss, var det lasarett. Mens regimentet lå her, bygde Rye seg på fritiden en hoppbakke, og det var her den første skrevne rekorden skal være målt til 9.5 meter. Den har tydeligvis stått lenge, for det var først i andre halvdel av 1800 tallet musene viser nye rekorder. Hvor Rye hadde bakken sin er umulig å vite, men muligens i en av ravinedalene ned mot Lekumevja.
Kilde: Historisk tidskrift for Eidsberg historielag Nr 1 2010- Årgang 3 

Kloster
Gaarden Lekum, der i et langt Slegtregister har været og endnu vedblivende er i nedstigende Linie eiet og beboet at Familien, er oprindelig et gammelt Nonne- eller Munkekloster under Navn: Christi Lekums Kloster. Dets gamle Ruiner stod endnu indtil 1811 i en Høide omtrent 1 à 2 Alen over Jorden. At her var foretaget adskillige Gravninger, beviste de Grushobe,som indvendig fandtes. Sagnet vidste at fortælle, at forskjellige Fund vare gjorte, og at nogle Ornamenter heraf vare blevne anvendte og henbragte under Paabygningen og Forhøielsen at Eidsberg Kirke, der eiede af private Mænd, ligesom og at en betydelig Graastensmur ogsaa dertil var anvendt. Sagnet vidste i min barndom at berette, at iblandt de med flere i Kirken anbragte Ornamenter, fandtes et af Sten i Form af et Hoved, anbragt høit i Kormurens sydvestre Hjørne (Hovedindgangen), hvilket formodentlig staar der den idag. Traditionen vidste i sin Tid ogsaa at omtale, den latterlige tale, at Kirkens Bygmester have været saa høi, at han staaende paa Kirkegaarden havde paabygget den indtil den Høide, hvor Hovedet var indmuret, og for at gjøre denne Historie endnu pikantere, at hans jordiske Levninger skulde være nedlagte i en umaadelig lang Gravhaug, hvoraf Sporet, der befandtes i ret sydlig Linje fra Klosterruinerne, vilde indbilde os Børn, at den virkelig var Bygmesterens Grav.
Kilde: Jens Edvard Hjort's Livsendringer

Peder Hiort's bortgang
Den 16.Februar 1810 jeg tror en Lørdag om Formiddagen sagde min Fader til mig: Jens gaa ned i Dalen og sig til Niels Møller, at Møllerdrengen maa komme op for at følge med til Fredriksstad. Mølleren svarede, at Gutten ikke var hjemme. Da jeg kom tilbage, stod Fader og udtog fra sit Schatol en stor Del Bancosedler (de da gjængse blaa Sedler fra Christian den 7des Tid)som han indviklede i et stort Papir, om hvilket han knyttede en rød Hyssing, saadan som man pleiede se anbragt omkring Pengeposer. Biering, som stod i Nærheden,udbrød da: "Det var da en skrækkelig Masse Penge!" Min fader lo da og sagde: "Vil De være med til Fredriksstad?" "Nei min Sæl gjør jeg ikke." Dette vilde ikke Biering, hvorpaa min Fader vendte sig til mig og sagde: "Saa kan Du Jens blive med". Hjerteglad herover gik jeg ud til Moder og berettede dette. Hun gik derpaa ind til Fader og ytrede, at mit Tøi aldeles ikke nu var i den Stand, at jeg just nu kunde tage til Byen, hvortil han svarede: "Saa reiser jeg alene". Denne Reise blev desværre hans sidste. Han tog afsted ved Middagstide, og da der om Natten havde faldt et tyndt Snelag frygtede min Moder for, at han skulde kjøre Glommen for hurtigere at naa Byen, hvilket hun bad ham indstændig om ikke at gjøre, og som han ogsaa lovede. Imidlertid mødte han paa det Sted, hvor Veien gaar af fra Glommen, en af sine Naboer, der kom kjørende fra Isen, og spurgte da ham om Isen var sterk, hvilket denne bejaede, og kjørte da selv ud paa Isen. Efter at have kjørt en Mils Vei kom han til et Os, hvor Widenæselven løber i Glommen. Her styrtede He¬sten i,og da Fader for at redde den spændte Slæden fra, skjød Hesten sig op paa Isen, der atter sprængtes og begrov ham under sig i Dybet. Folk i Nærheden havde seet Ulykken og kom strax til, men man fandt ham livløs. Dette skeede paa den modsatte Side af Gaarden Skattebøl, hvor hans Søster Madame Morland boede, han da blev henbragt og uagtet alle mulige anvendte Bestræbelser ikke lykkedes at bringe tillive igjen. Underretningen om denne ulykkelige Begivenhed ankom om Aftenen til os, og enhver kan begribe vor trøstesløse Tilstand. Dagen efter modtog vi hans Lig til Lekum, hvor det blev anbragt i Storstuen. Jeg anfører dette fordi jeg grangivelig erindrer, at vor trofaste Gaardshund øieblikkelig indog sit Leie, Nat og Dag, paa en Matte udenfor Indgangen, saalænge Liget laa der. Efter Faders Jordfæstelse var den mørk og taus.
Kilde: Jens Edvard Hjort's Livsendringer

Svensker stjeler tobakk
Anne Marie Andersdatter. Født 26.09.1812 på Sagstua, Lekum, Eidsberg. 
Døpt 04.10.1812 i Eidsberg 
Død 07.05.1889 på Sandem, Vandogg, Folkenborg, Eidsberg 
Begravet 15.05.1889 i Eidsberg 
Første gang vi hører noe om Ingeborg er når hun gifter seg med Anders i 1811. Hverken nå eller senere antydes noe om hvor hun kommer fra eller hvor gammel hun er. Kirkeboken oppgir kun at hun er «pige», dvs. ugift, og at hun bor på Vestre Haga. 
Antagelig tjener hun på Vestre Haga eller en av Hagaplassene. Anders bor på Moen, Sør-Moen ifølge skiftet etter hans mor, en nabogård til Vestre Haga mot syd. Deres forlovere («Cautionister») bor på Kløv, henholdsvis Nordhaug under Nord-Hoie, gårder som ligger i nærheten. 
Om Ingeborg er født i Eidsberg er hun antagelig datter til Ole Larsen og Ingeborg Halvorsdatter på Neringsrud. Hun er i så fall født 01.11.1789. Om hun kommer «utenfra», er det selvfølgelig vanskelig å finne ut noe mer om henne med de sparsomme opplysninger som foreligger. 
«Lægdelem Enke Ingeborg Olsdatter» døde 22.08.1858 på en Vandougplats, 88 5/6 år gammel. Hun ble begravet 28.08.1858 (Kirkebok 10B, folio 330, nr. 89). Ingeborgs datter Anne Marie bodde da på Vandoggplassen Sandem så dette skulle kunne være hennes mor. Ingeborg ble i så fall født ca. 1769 og var 43 år da datteren Anne Marie ble født i 1812. Denne enkes dåp eller konfirmasjon er ikke funnet i kirkeboken for Eidsberg. Hun er heller ikke registrert i folketellingen fra 1801, så hun er neppe fra Eidsberg. 
Da Ingeborg og Anders datter Anne Marie ble født i 1812 bodde familien på en Lekumplass, av brevet fra Kristian (nedenfor) vet vi at plassen var Sagstua. Her bodde de også da Anders døde i 1813. 
I et brev Kristian Nygaard skrev til sin niese, Marit Helene Lovise Nygaard, forteller han: «Mor til Anne Marie Andersdatter var født på Sagstua under Lekum i Eidsberg 29. sept. 1812. Hennes mor het Ingeborg. Hun blev tidlig enke og måtte klare sig i små kår. Sommeren 1814 drog den svenske hær gjennom Eidsberg på vei til Onstadsund, og slo leir ved Eidsberg kirke. Jeg (Anne Marie Andersdatter) var ca. 2 og kan som i en drøm at svenske soldater kom inn til mor hennes, som drev litt handel med tobak m. m. Svenske kom inn å forsynte sig med hele beholdningen, uten å betale og hun satte sig til å gråte, viste ikke hvad hun skulde gjøre. En svensk ofiser kom inn å fikk se henne gråte og spurte: «Hvorför gråter ni gumma». Hun fortalte at soldatene hadde tatt hele tobakkbeholdning hennes, og hun fikk godtgjort av den svenske krigskasse. (Det passet ikke så bra at soldaterne stjal da det var om å gjøre å blidgjøre normennenes hjerte).
Kilde: http://www.tore-nygaard.com/ostfold/937.htm